LILLE NANOK

af Elmar Drastrup

     Nanok var en lille hvid Isbjørneunge. Han blev født en kold Vinterdag i en Snehule langt oppe i Grønland.
     Da han var godt en Maaned gammel,gravede hans Mor sig ud af Snehulen og tog Nanok rned ud paa den ørste Spadseretur.
     Han var dengang ikke større end en lille Hund.
     Nanok fulgte lige i Hælene paa sin Mor og saa for første Gang med undrende Øjne den store Verden. Der var høje Isbjerge og lange Snedriver og hvid Sne overalt, hvor han saa hen.
     Da de kom til et lille Isbjerg, kravlede Nanoks Mor et Stykke op paa det. Saa vendte hun sig om og kaldte paa Nanok. Da han var kommet helt op til hende, sagde hun:
     »Nu skal jeg vise dig en morsom Leg!«
     Og saa lagde hun sig fladt ned paa Maven med alle fire Labber ud til Siderne og lod sig rutsje ned over en stejl Snedrive.
     Da hun var kommet ned til Foden af den, raabte hun op til Nanok, at han skulde gøre det samme.
     Og Nanok, som var en lærenem og modig lille Isbjørneunge, gjorde nøjagtig som han havde set sin Mor gøre. Han rutsjede i susende Fart ned over den stejle Snefane med de smaa, skarpe Kløer presset ned i Sneen, saa den hvirvlede op omkring ham som en Støvsky.
     »Hurra!« raabte Nanok helt fortumlet. »Det var vel nok sjovt! Det kildede i Maven!«
     Og saa fik han Lov til at prøve en Gang til. Og Resten af den Dag — og mange Gange senere morede Nanok og hans Mor sig med at lege Rutsjebane fra Toppen af de smaa Isbjerge og Snedriver i Nærheden af Bjørnehulen.
     Paa den Maade fik Nanok udviklet sine Kræfter.

     Nogen Tid senere tog hans Mor ham med ud paa en meget længere Spadseretur.
     De gik nu hen over Isen i flere Timer, indtil de kom til et stort Isbjerg. Paa den i anden Side af Isbjerget var der en Vaage med aabent Vand. Og lige ved Siden af Vandet fik de Øje paa et mærkeligt Dyr, som laa og solede sig paa Isen.
     »Tys!« sagde Nanoks Mor. »Det er en Sælhund!«
     De stod begge bomstille, for at Sælen ikke skulde se dem. Af og til rejste den Hovedet og spejdede vagtsomt til alle Sider. Men Nanok og hans Mor krøb forsigtigt sammen og gemte sig bag det store Isbjerg.
     »Jeg er sulten,« sagde Nanoks Mor. »Vent her, saa skal jeg vise dig, hvordan man bærersig ad med at fange en Sælhund!«
     Og Nanok laa ganske stille og fulgte med nysgerrige Øjne sin Mors Bevægelser.
     Nu krøb den store Isbjørn forsigtigt hen i Retning af Sælhunden. Hver Gang Sælen rejste Hovedet, blev Bjørnemor liggende ganske stille og holdt sine brede Forlabber frem for Ansigtet, saa Sælen ikke kunde se hendes sorte Snude. Paa den Maade saa det ud, som om hun bare var et Stykke Is.
     Nærmere og nærmere krøb hun paa Maven hen over Isen. Langsomt og lydløst. Tilsidst krummede hun sig sammen til et vældigt Spring.
     Inden Sælhunden opdagede, at der var Fare paa Fæde, var Bjørnemor over den og gav den et kraftigt. Slag i Hovedet med sin ene Forlab. Sælhunden var død paa Stedet. »Det var vel nok dejligt!« raabte Nanok og dansede rundt i Sneen paa Bagbenene. »Nu skal vi have noget at spise!«
     Men Bjørnemor brummede og sagde: »Du er for lille endnu til at spise den Slags Mad, Nanok! Vent til du bliver større! Sælhunde er kun for voksne Bjørne!«
     Og saa maatte Nanok finde sig i, at hans Mor aad hele Sælhunden alene.

     Men senere voksede Nanok til og blev en stor ung Isbjørn med mange Kræfter og kluntede, hvalpeagtige Bevægelser. Hans Pels var tyk og laadden. Og selvom det var aldrig saa koldt i Vejret, kunde han altid holde Varmen i sin tykke Pels.
     Hans Mor gav ham nu Lov til at spise alt det Sælkød, han havde Lyst til. Hun lærte ham ogsaa, hvordan han skulde fange sine Sælhunde selv. Baade naar de laa paa Isen og solede sig  .  .  .
       .  .  .og naar de intetanende stak Hovedet op af et Hul i Isen for at trække Vejret.
     Men det var slet ikke saa let at fange en Sælhund.
     »Se nu her!« sagde. Bjørnemor. »Nu skal jeg vise dig, hvordan du skal bære dig ad! Du skal kravle lige bag efter mig og gøre nøjagtig de samme Bevægelser som jeg!«

     Og saa kravlede Bjørnemor paa Maven hen imod en Sælhund. Og Nanok fulgte lige i Hælene paa hende og forsøgte omhyggeligt at gøre alle hendes Bevægelser efter.
     Hver Gang Bjørnemor dukkede sig og holdt Labben frem for sin sorte Snude, gjorde Nanok det samme. Og naar hun lydløst krøb et Par Skridt nærmere, krøb Nanok ogsaa et Par Skridt nærmere. Og han var stadig lige i Hælene paa sin Mor.
     Tilsidst var de kun nogle faa Skridt fra Sælhunden.
     »Pas nu paa.« hviskede Bjørnemor. » Nu gælder det om at springe til!«
     Hun krummede sig lydløst sammen og belavede sig paa at springe.
     Men Nanok, som var alt for ivrig og utaalmodig, kunde ikke vente. Han sprang op og løb hen mod Sælhunden, inden hans Mor havde givet ham Lov. Og Vips! gik Sælhunden paa Hovedet i Vandet og var borte længe før Nanok naaede hen til det Sted, hvor den havde ligget og sovet.
    Da brummede Bjørnemor ærgerligt og skændte paa Nanok.
    »Du er en Klodsmajor,« sagde hun. »Paa den Maade bliver du aldrig en dygtig Isbjørn«
     Og saa maatte Nanok skamme sig og love, at han nok skulde være mere forsigtig næste Gang.
    I lang Tid gentog Nanok og hans Mor de samme Øvelser, indtil Nanok havde lært, hvordan han skulde bære sig ad. Det var en spændende Leg. Og tilsidst kunde han snige sig lige saa forsigtigt og lydløst ind. paa sit Bytte som en Kat.
     Hans Mor lærte ham ogsaa, hvordan han skulde bære sig ad med at liste sig ind paa en Sælhund, naar der ikke var nogen Steder i Nærheden, hvor de kunde gemme sig.
     Da tog Bjørnemor et stort Stykke løst Is og puffede det foran sig med Labben hen hen over den blanke Nyis. Og selv gemte hun sig bag ved det sammen med Nanok, saa Sælhunden ikke kunde se dem. Og paa den Maade kunde de komme ganske tæt ind paa deres Bytte.
     »Prøv du nu selvengang   .  .  .« sagde hun en Dag til Nanok, da hun mente, at nu var han blevet tilstrækkelig dygtig. »Saa venter jeg her saa længe!«
     Hun holdt sig i Baggrunden og saa til, mens Nanok alene fik Lov til at liste sig ind paa en Sælhund, der laa paa Isen lige i Nærheden af en Vaage med aabent Vand.
     Nanok var ikke saa lidt benovet ved Tanken om, at han nu selv skulde forsøge at fange en Sælhund helt alene.
     Men han kravlede alligevel forsigtigt paa Maven hen over Isen, som hans Mor havde lært ham. Og da han kun var et lille Stykke fra Sælhunden, sprang han op og naaede lige at faa Ram paa den, som den skulde til at flygte ned i Vandet.
    Hans Mor slikkede sig tilfreds om Snuden.
    » Det var godt, Nanok,«c sagde hun. »Det klarede du jo helt fint!«
     Siden den Dag var Nanok vældig stolt af sig selv. Nu følte han for Alvor, at han var en voksen Isbjørn, der kunde skaffe sig al den Mad, han havde Lyst til. Og han blev dygtigere og dygtigere til at fange sine Sælhunde selv.      I mange Maaneder gik han sammen med sin Mor ude i Storisen. De behøvede aldrig at sulte. For om Foraaret var der altid mange Sæler paa Isen. Men da det blev Sommer og Sneen begyndte at smeltet blev Nanok og hans Mor ogsaa træt af at spise Sæler. De gik ind til Land. Og der fandt de dejlige, saftige Blaabær og grønt Græs i de brede Dale og paa Bjergskraaningerne.

     En Dag mens de gik inde paa Land, saa de en mærkelig Tingest, som stod i Strand kanten ikke saa langt fra en lille Halvø, der skød sig ud i Havet.
     »Hvad tror du, det er for noget?« spurgte Nanok sin Mor. »Saadan en har jeg aldrig set før!«
     »Heller ikke jeg  .  .  .« sagde Bjørnemor. »Det maa vi have undersøgt nærmere!«
     De sneg sig forsigtigt om i Læsiden den ukendte Genstand, saa Vinden bar Færten ned imod dem. Bjørnemor vejrede med sin sorte Snude.
     »Hm!« sagde hun. »Jeg synes, det lugter af Sælspæk!«
     Nanok, som var lige i Hælene paa hende, vilde straks fare frem. Men Bjørnemor brummede advarende.
     »Bliv hvor du er!« kommanderede hun »Maaske er det slet ikke en rigtig Sæhund!« Hun rejste sig op paa Bagbenene og strakte Hals for bedre at kunne se. Men hun kunde ikke forstaa, hvad det var. Det lignede ikke noget andet Dyr, hun kendte. Det var en aflang Kasse af Træ paa fire Ben. Saadan en havde Bjørnemor aldrig set før. Hun krøb forsigtigt et Stykke nærmere.
     Da hun var naaet helt hen til Stedet, fik hun Øje paa et Stykke Spæk, som stak ud fra den ene Ende af Kassen.
     »Naa saadan  .  .  .« tænkte hun og slikkede sig om Snuden. »Det er altsaa derfra, Lug- ten kommer!«
     Hun snusede til det og gav sig til at undersøge det nærmere. Det var et dejligt stort Stykke Sælspæk. Og Lugten af det kildede hende i Næseborene.
     Men turde hun røre ved det?
     Bjørnemor stod længe og vidste ikke rigtig, bvad hun skulde. Tilsidst blev Fristelsen for stor. Hun tog om Spækket med Tænderne og vilde til. at løbe bort med det.
     Da lød der i det samme et forfærdeligt Brag.
     —B-A-N-G! sagde det.
     Og Nanok saa, at der skød en rød Ildsøjle ud fra Kassen, og en vældig, sort Røgsky steg til Vejrs.
     Nanok blev saa forskrækket, at han forfærdet vendte sig om og løb sin Vej . Han rystede over hele Kroppen af Skræk. Og først længe efter vovede han sig tilbage Igen.
     Og der fandt han sin Mor liggende død med et Skudsaar i Panden.
     Siden den Dag lærte Nanok, at det ikke var alt Sælspæk, man skulde spise. De mærkelige Trækasser, som stod i Stranden paa fire Ben, var farlige at komme i Nærheden af. Det var en Slags store »Musefælder« med en Bøsse inden i, som de tobenede Mennesker havde stillet op for at lokke nysgerrige; Isbjørne til.

     De hvide Fangstmænd i Østgrønland bruger altid den Slags Fælder til at fange Bjørne med om Vinteren. De stiller dem op paa Steder, hvor de ved, at Bjørnene tit kommer forbi, for Eksempel paa de yderste smaa Øer uden for Kysten og i selve Strandkanten inde paa Land, Det var saadan et »Bjørneselvskud«, Nanoks Mor blev dræbt af.

     Og nu stod Nanok helt alene i Verden.
     Han gik ud i Storisen igen og gav sig til at vandre ud over de hvide Ismarker.
    I Begyndelsen savnede han sin Mor, Men han glemte hende snart, For Isbjørne er ikke som du og jeg. De vil helst være alene og opholder sig ikke ret længe ad Gangen paa det samme Sted, De vandrer ustandselig om i Drivisen udfor Kysten og jager Sæler, Og naar de ser en anden Bjørn, gaar de gerne i en stor Bue uden om den.
     Om Vinteren gaar nogle af Isbjørnene i Hi, De graver sig en Hule i en Snedriveinde inde paa Land og lægger sig til at sove i flere Maaneder uden at faa noget at spise.
     Men andre Bjørne gaar ikke i Hi.
     De vil hellere blive ude i Storisen og jage Sæler. Og naar Isen, som kommer drivende med Strømmen helt oppe fra Nordpolen, er naaet ned til den sydligste Del af Grønland, gaar Bjørnene ind til Land og begynder at spadsere op langs Kysten igen. Paa den Maade tilbringer de hele deres Liv. Og somme Tider er de helt oppe ved Nordpolen. Og til andre Tider helt nede idet aller sydligste Grønland. Og de bryder sig ikke om at se andre Bjørne. — Kun Hunbjørnene passer godt paa deres smaa Bjørnebørn.
     Nogle Hunbjørne faar to Unger ad Gangen. Men andre faar kun een som Nanoks Mor. Og sammen jager de Sæler, til Børnene en Dag er blevet saa store, at de beslutter sig til at gaa hver sin Vej .Og saa lever de Resten af deres Liv i Ensomhed og paa stadig Vandring efter Sæler og Mad i Storisen.
    Nanok var blevet flink til at jage Sæler. Han var blevet større og kraftigere med Tiden. Men endnu var han kun en ung Bjørn. Og han besad derfor ikke de gamle Hanbjørnes Mod og Frygtløshed.
     Disse gamle, gnavne Hanbjørne kunde ikke lide de unge Isbjørne, der strejfede om for sig selv og altid var nysgerrige. Naar en gammel Hanbjørn saa en ung Isbjørn, vilde den altid slaas. Og hvis den kunde komme til det, vilde den slaa den unge Isbjørn ihjel og æde den. For gamle Hanbjørne gaar ikke af Vejen for at spise Bjørnekød. Men det vidste Nanok ikke. For endnu havde han aldrig truffet en gammel Hanbjørn.

    Men en Dag da han gik for sig selv og snusede rundt paa Jagt efter noget at spise, stod han pludselig Ansigt til Ansigt med saadan en gammel, ondskabsfuld Hanbjørn.
     Det var en kold Vinternat med Maaneskin og flammende Nordlys, der sitrede grøngule og spøgelsesagtige hen over Himmelen.
     Det var i Mørketiden.
     Oppe i Grønland er det mørkt i hele den ene Halvdel af Aaret og lyst i den anden. Om Vinteren staar Solen slet ikke op. Det er lige saa mørkt om Dagen, som det er det her nede om Aftenen, efter at Solen er gaaet ned.
     Nanok havde ikke set, at den gamle Hanbjørn kom hen imod ham. Han troede først, det bare var et Isstykke, som stak op af Sneen. I det svage Maaneskin kunde han næsten ingenting se. Men pludselig opdagede han, at det slet ikke var et Isstykke, men en gammel Hanbjørn, der kom labbende hen imod ham paa hjulede Ben.
     Først blev han mægtig forskrækket. For det var en stor Isbjørn. Dens Labber var lige saa brede som et Vandfad. Og den havde lange, sylespidse Hjørnetænder, der lyste i Mørket.
     Men Nanok tænkte, at maaske kunde det være sjovt at faa Selskab. Han havde ikke set et levende væsen i lang Tid. Og ved Synet af den store Isbjørn kom han til at huske paa sin Mor.
     »Goddag, Goddag!« raabte han og sprang glad et Par Skridt hen imod den Fremmede.
     Endnu vidste Nanok ikke, at den gamle Hanbjørn havde ondt i Sinde.
     »Hvad er du for en?« spurgte Hanbjørnen. »Hvad bilder du dig ind?«
    Nanok standsede.
    »Jeg hedder Nanok,« sagde han. »Hvad hedder du?«
    Men den Gamle svarede ikke. I Stedet for krummede han sig sammen og begyndte at brumme og knurre.
    Til sidst sagde han med dyb Røst: »Kom her hen, saa skal jeg flaa dig levende! Hvor vover du at komme her og forstyrre mig midt om Natten! Jeg skal rive Hjertet ud af Brystet paa dig!«
    Ved Lyden af disse Ord blev Nanok bange og vendte sig om for at løbe sin Vej. »Uha!« tænkte han. » Det var dog en værre gammel Gnavpotte! Jeg maa hellere. se at komme af Sted!« Og saa løb han, alt hvad han kunde.
    Men den gamle Hanbjørn var lige i Hælene paa ham.
    Nanok kunde høre, hvorledes det knagede i Isen under hans brede Labber. Og Lyden kom nærmere og nærmere. Nu kunde han ogsaa høre hans tunge Aande  .  .  .
      .  .  .og han kunde høre, hvorledes den gamle Hanbjørn skar Tænder og prustede og stønnede af bare Arrigskab. Tilsidst var han lige ved at indhente Nanok.
»Jeg maa løbe for mit Liv,« tænkte Nanok. »Bare jeg kunde finde et Sted at komme i Sikkerhed!«
     Han stirrede raadløs ud over Isen og saa, at der laa et stort Isbjerg ikke saa langt fra det Sted, hvor han befandt sig.
    »Maaske kan jeg redde mig op paa det og komme i Sikkerhed,» tænkte Nanok. »Jeg vil prøve paa det!«
     Og saa løb han i Retning af det store Isbjerg og naaede hen til det, netop som den gamle Hanbjørn skulde til at give ham et dræbende Slag med sin ene Forlab.
     I et Par vældige Spring klatrede han op paa Toppen af Isbjerget.
     Og der sad han med bankende Hjerte og var helt ude af sig selv af Angst for, at hans Forfølger. skulde komme efter ham.
     Men den gamle Hanbjørn kom ikke efter ham  .  .  .
    I det fjerne havde han hørt en Lyd, som han kendte. Han stoppede op saa brat, at Sneen stod som en Skyomkring ham. I en Fart snurrede han rundt og vendte sig med Front mod Lyden. Hans sorte Snude vejrede mod Vinden.
     Han havde faaet Fært af et Spand Slædehunde.
     Ogsaa Nanok havde set, at der kom nogle underlige, sorte Kugler trillende hen over Sneen. Han trykkede sig fladt ned mod det Sted, hvor han laa, og kiggede forsigtigt ud over Kanten af Isbjerget.
     Og nu blev Nanok Vidne til noget frygteligt, som han aldrig senere. kunde glemme.
     Først kom en hel Række runde Bolde trillende hen over Sneen i rasende Fart. Og lige bag ved Boldene var der en aflang Tingest. Og paa den Tingest sad der en mærkelig Skikkelse, som raabte noget til Boldene lned en skarp, gennemtrængende Lyd.
     »Isch! Isch! Isch!« raabte den mærkelige Skikkelse.
     Og da Boldene kom nærmere, viste det sig, at det var Hunde. Og den mærkelige Tingest bagved var en Slæde. Og paa Slæden sad der en Mand med et Ildrør i Haanden.
     Med rasende Fart styrtede Hundene sig over den gamle Hanbjørn.
     De snærrede og bjæffede og knurrede og snappede efter hans Bagben, mens de dansede rundt om ham.
     Hanbjørnen havde sat sig paa sin Bagdel i Sneen og forsøgte at holde sig Hundene fra Livet ved at slaa efter dem med sine Forlabber. Men Hundene var hurtige i Vendingen og undgik behændigt hans rasende Udfald.
     Kun een Gang lykkedes det ham at faa Ram paa en Hund.
     Den gav et Hyl fra sig af Forskrækkelse og landede i en Snedrive lidt bag ved de andre Hunde. Og der blev den siddende og slikkede sine Saar med en rød Tunge.
     Men nu kom den Tobenede til.
     Nanok trykkede sig ligesom lidt fastere ned i Sneen af Frygt for, at han skulde blive opdaget. Han holdt ogsaa sin ene Forlab frem for Snuden, saadan som han havde lært af sin Mor. Og saa laa han musestille og fulgte med store, forundrede Øjne det, der nu skete.
     Den Tobenede gik hen og stillede sig ved Siden af Hundene og pegede paa Bjørnen med sit Ildrør. Og lige med eet lød der det samme forfærdelige Brag, som Nanok en Gang tidligere havde hørt i sit Liv. Det var dengang, hans Mor var blevet dræbt af det lumske »Bjørneselvskud«.
     —B-A-N-G! sagde det. Og Ekkoet rullede langt ud over Isen.
     Den røde Ildsøjle skød ud fra Røret. Og Nanok saa, at den gamle, vrede Hanbjørn trillede rundt i Sneen, mens Hundene kastede sig over ham og flaaede i hans tykke Pels.
     »Hvad mon der nu skal ske?« tænkte Nanok. Han var helt stiv af Rædsel og turde næppe trække Vejret.
     Den Tobenede gik hen til Hundene og jog dem væk fra den døde Bjørn med skarpe Kommandoraab.
     »Illi!« raabte han, »Illi!/ Væk her!«
     Og Hundene trak sig knurrende og modvilligt tilbage.
     Saa tog Manden en lang Kniv frem fra Slæden og gav sig til at skære den gamle Hanbjørn op.
     Han væltede dens Mave og Tarme ud i Sneen og sprættede Skindet af den, Og bagefter tog han Kødet og Skindet og lagde det paa Slæden. Men først gav han Hundene et stort Stykke Kød hver som Belønning for deres Tapperhed, Og da de havde spist det, spændte han dem for Slæden og raabte til dem, at de skulde sætte i Gang. Og lidt efter forsvandt de i Mørket.
     De havde ikke opdaget Nanok.

     »Pyha! Der var det nær gaaet galt!«
     Nanok blev længe liggende i samme Stilling uden at turde røre sig, Det snurrede endnu helt rundt i hans Hoved efter alt det, han havde set. Han havde været nær ved at blive ædt af den gamle Hanbjørn. Men det tobenede Væsen var pludselig dukket op og havde dræbt den gamle Hanbjørn med sit Ildrør i Stedet for.
     Nanok lærte heraf, at vel skulde han tage sig i Agt for de gamle Hanbjørne, der vilde slaa de unge Isbjørne ihjel. Men der var dog en, som var endnu farligere.

     Det var den tobenede!

     Forsigtigt rejste Nanok sig op. Han stod længe og vejrede med Snuden i alle Retninger for at overbevise sig om, at han ikke mere behøvede at være bange. Saa satte han sig roligt ned paa sin Bagdel og rutsjede ned ad det stejle Isbjerg, indtil han havnede ved Foden af det i en blød Snedrive.

     Her rystede han sin tykke Pels og strakte sig. Han snusede lidt omkring og var ogsaa henne ved det Sted, hvor den gamle Hanbjørn var blevet dræbt.
     Da han korn til det Sted, rejste han Børster ned over Ryggen.
     »En anden Gang,« tænkte Nanok, »skal jeg nok vogte mig for at snakke med saadan en gammel, ondskabsfuld Hanbjørn!«
     Saa vendte han sig om og labbede roligt i Vej ud over den endeløse Storis.

     Men snart var Vinteren ved at være forbi.
     De voldsomme Snestorme for hylende hen over Grønland og hvirvlede Sneen sammen til et tykt Dække, der lagde sig ovenpaa Isen.
     »Huuiij!« skreg Vinden. Og naar den blev alt for kraftig, rullede Nanok sig sammen til en Klump i Sneen. Saa stak han Snuden ind mellem Bagbenene og lod sig sne nede. Og paa den Maade kunde han klare sig, naar Vejret var daarligt. Sneen lunede og beskyttede ham mod den bidende Storm.
     Men en Dag sidst paa Vinteren saa han en vældig, glorød Ildkugle, der langsomt hævede sig op over Isen langt nede mod Syd.
     Nanok standsede paa sin Vej og kneb Øjnene sammen. For det var et Lys saa stærkt, at han blev helt blændet af det. Sneen blev farvet rød til alle Sider. Og da han vendte sig om, kunde han se sin egen Skygge som en meget lang, lyseblaa Stribe hen over Isen.
     »Solen  .  .  .« tænkte Nanok.
     Saa vilde det snart blive Foraar. Og Sælhundene vilde igen komme op paa Isen for at sole sig.
     Nanok slikkede sig med en lang, rød Tunge om Snuden.
     »Ah! Sæler  .  .  .« smaskede han. »Dejlige fede Sælhunde med et tykt Lag Spæk paa Kroppen!«
     Saa længe det var mørkt, var det ikke saa let at fange Sælhunde. Men nu var Solen kommet tilbage. Og Nanok vidste, at naar først den var kommet, var der ikke saa langt til Foraaret, og til at Sneen begyndte at smelte.
     Han fik Lyst til at komme ind til Land. Han vidste godt, at derinde holdt de farlige tobenede Væseller til.
     Men Nanok fik Lyst til at komme ind til Land alligevel.
     Han begav sig hen over Isen i Retning af Land, indtil han kom til de høje Isskruninger, der dannede en bred Mur foran Stranden.
     Nanok kravlede op paa Isskruningerne. Og der stod han et Øjeblik og spejdede nysgerrigt til alle Sider med sine smaa, skæve Øjne for at se, om han ikke kunde opdage noget spændende.
     Lige med eet fik han Øje paa en af de farlige Tingester, der stod i Strandkanten, og som han endnu tydeligt kunde huske fra dengang, da hans Mor var blevet dræbt.
     Det var et »Bjørneselvskud«.
     »Uha!« tænkte Nanok. »Her gælder det nok om at være forsigtig!«.
     Han stod længe og betænkte sig. Men tilsidst kunde han ikke dy sig. Han kravlede ned fra Isskruningen og gik hen til Kassen for at se nærmere paa den.
     Nanok var en modig Isbjørn. Men han var ogsaa forsigtig. Og selvom han kunde lugte den dejlige, friske Sælspæk, der laa i Kassen som Lokkemad, faldt det ham ikke et Øjeblik ind at røre ved det.
     »Maaske skulde jeg hellere se at faa den Kasse af Vejen« , tænkte Nanok. »Hvis en eller anden kommer her forbi, kunde der nemt ske en Ulykke!«
     Og saa rejste han sig op paa Bagbenene og tog Kassen i Favnen og bar den forsigtigt ud i Storisen.
     Han gik et langt Stykke Vej paa Bagbenene med Kassen i Favnen. Og tilsidst kom han til et lille Isbjerg, hvor der var en Fordybning i Sneen. Her satte han den farlige Kasse fra sig. Han sørgede for, at den ikke væltede, men kom til at staa paa alle fire Ben, akkurat som den havde staaet inde paa Land.
     Og han passede ogsaa paa, at han ikke kom til at ryste den eller slaa til den, saa Skuddet gik af.

     »Saadan«, tænkte Nanok. »Nu er der forhaabentlig ingen, der kan finde den igen!«
     Han var godt tilfreds med den Bedrift, han her havde udført.
     Nanok havde sørget for, at det farlige »Bjørneselvskud«, som de Tobenede havde sat ud, ikke mere skulde friste en ung og uerfaren Isbjørn, der endnu ikke vidste, hvor lumsk og farlig det tobenede Menneske kan være.
     Saa vendte han sig om. Han udstødte en lille tilfreds Brummen og begav sig tilsidst velfornøjet ind til Stranden igen.
     I lang Tid gik Nanok nu hen langs stranden.
     Der var ikke noget særligt at se. Kun af og til et Spor i Sneen efter en lille hvid Ræv eller en Snehare, der havde været ude for at gaa en Tur.
     Men det brød Nanok sig ikke om.
     Han skulde lige til at gaa ud i Isen igen, da han pludselig fik Øje paa noget, der med eet fik ham til at staa bomstille.
     »Hvad i Alverden er det?«
     Nanok satte sig paa sin Bagdel og turdei lang Tid ikke gaa et Skridt videre.
     Et Stykke fremme paa Toppen af en lille Bakke havde han set noget mærkeligt, der lignede et »Bjørneselvskud«. Det var en firkantet Trækasse. Men den var bare meget, meget større end de Kasser, han tidligere havde set. Nanok gav sig til at snuse i vejret med sin sorte Snude for om muligt ad den Vej at faa Rede paa, hvad i Alverden det dog kunde være for en kæmpemæssig Trækasse.
     Men han kunde ikke lugte noget Sælspæk. »Det var dog besynderligt  .  .  .« tænkte Nanok.
     Han sneg sig lydløst om bag en stor Snedrive og lagde sig der, saa man kun lige kunde skimte hans to smaa Øjne, der nys- gerrigt kiggede op over Snedriven.
     Og der blev Nanok liggende i flere Timer og holdt skarpt Udkig med den store Kasse.
     Tilsidst besluttede han sig til at gaa nærmere.
     Han kredsede i store Buer rundt om det mystiske Sted og snusede hele Tiden i Vejret for at lugte sig til, hvad det vel kunde være.
     Der var mange mærkelige Lugte, som Nanok aldrig havde lugtet før. Kun var der ikke noget Sælspæk.
     »Saa er den maaske slet ikke farlig  .  .  .« tænkte Nanok. »Jeg vil prøve at gaa hen til den!«
     Og saa gik Nanok helt hen til den store Kasse.
     Han gav sig til at snuse til den og undersøge den paa alle Leder og Kanter. Og jo mere han snusede til den, desto mere nysgerrig blev han efter at faa at vide, hvad der var inden i den.
     Hans Mor havde engang fortalt ham, at de Tobenede boede i noget, som de kaldte for »Huse«. Maaske var det saadan et Hus, Nanok her havde fundet.
     »Men saa er der nok ingen hjemme«, tænkte han. »For ellers vilde de sikkert være kommet ud for længe siden og have skudt . mig med deres farlige Ildrør!«
     Baade Døren og Vinduet var lukket. Der var tykke Skodder for Vinduet og en Slaa for Døren. Hvis Nanok vilde ind i Huset, maatte han først slaa Døren i Stykker.
     Men det var en let Sag.
     Han gav den bare et vældigt Klask med sin ene Forlab, saa Træet blev splintret i Stumper og Stykker. Og saa gik han ind i den lavloftede Stue, hvor han straks gav sig til at undersøge alt, hvad der fandtes i den.
     Det var et stort Held for Nanok, at der ikke var nogen Mennesker hjemme i Hytten netop den Dag.
     I et Hjørne af Stuen fik han Øje paa en stor Tønde med et Laag over.
     »Hvad mon der er i den  .  .  .« tænkte Nanok.
     Han skubbede Laaget til Side med sin ene Forlab og stak hele Hovedet ned i Tønden.
     »Atjiis  .  .&nbs« sagde han og fik hurtigt Hovedet tilbage igen. Og da han trak det op, var han helt hvid af Melover hele Hovedet.
     Det hjalp ikke, at han slikkede sig om Munden med sin røde Tunge. Melet blev ved med at kilde ham i N æsen og sætte sig i Øjnene og i Ørene. Og tilsidst blev han saa rasende, at han slog til Tønden, saa den trillede om paa Gulvet.
     Men det skulde han aldrig have gjort.
     For nu røg alt Melet. ud af Tønden og stod som en hvid Sky ud i hele Stuen.

     »Hovsa!« tænkte Nanok. Han blev saa forskrækket, at han med et mægtigt Hop for op i en af Sengene, der stod langs Væggen.
     Men Sengen kunde ikke bære ham. Den brasede helt sammen under hans tunge Vægt. Og idet han gik igennem Bunden af den, fik han sit ene Ben i Klemme.
     Nu blev Nanok først for Alvor vred.
     »Jeg vil ud herfra  .  .  .« sagde han til sig selv. » Det er et rigtigt væmmeligt Sted, jeg er kommet ind!
     Og saa slog han til Sengen og rasede og brummede og skældte ud, indtil han tilsidst fik sit Ben fri igen.
     I Kampens Hede kom han til at vælte Bordet, saa Petroleumslampen faldt ned paa Gulvet og gik i Stykker.
     —Bang! I sagde det, da Glaskuplen splintrede.
     Al Petroleummen flød ud og blandede sig med Melet, saa det blev til en klæbrig, fedtet Dejg, der lugtede væmmeligt.
     »Puh ha!« sagde Nanok. »Det river i Næsen!«
     Han fik Dejg og Mel paa Labberne og kunde ikke faa det af igen, fordi det ikke smagte rart, naar han forsøgte at slikke det af med Tungen. Hele hans tykke Pels blev smurt ind i Mel. Og naar han traadte paa Gulvet, gled han i det fedtede Søle.      Han vilde netop til at gaa hen mod Døren, da hans Nysgerrighed blev fanget af en ny Tønde, som han ikke havde set før.
     Nanok var utrolig nysgerrig. Og han kunde ikke faa sig selv til at gaa ud, før han havde set efter, hvad der var i Tønden.
     Denne Gang vogtede han sig dog for at stikke Snuden ned i den først. Han skulde ikke risikere en Gang til at faa Øjnene og Ørene fulde af Mel. Næh — han stak forsigtigt sin ene Lab ned i Tønden. Og da han tog den til sig igen, saa han, at det var Syltetøj, der var i den Tønde.
     » Uhm!« tænkte Nanok. »Det er jo Blaabær!«
     Alle Bjørne elsker Syltetøj og søde Sager. Og det gjorde Nanok ogsaa. Han satte sig ned paa sin Bagdel og gav sig til at slikke Syltetøjet i sig, til der næsten ikke var mere tilbage i Tønden.
     Bagefter gik han ud i et af Sideskurene, hvor de Tobenede opbevarede al deres Proviant. Og her fandt Nanok mange rare Sager.
     Han spiste flere Meter Medisterpølse og en halv Flæskeside af en Gris, som var blevet slagtet og saltet ned i et Kar. Og han fandt ogsaa nogle store runde gule Oste, som han bed af og morede sig med at rive i Stykker og smide rundt alle Vegne.
     Da Nanok omsider forlod den lille Hytte, saa der farligt ud.
     Nu var der ingen Tvivl om, at naar de Tobenede kom hjem igen, kunde de nok regne ud, at det maatte være en Isbjørn, der havde været paa Besøg, mens de var borte.

     Da Nanok kom udenfor, kunde han ikke dy sig for at lege med en af de store Petroleumstønder, der stod udenfor Huset.
     Saadan en Petroleumstønde er meget tung. Den vejer langt over hundrede Kilo. Men Nanok havde mange Kræfter. Og han tog den lige saa let, som vi andre leger med en tom Blikdunk, og trillede den foran sig et langt Stykke hen langs Stranden
     Da han var blevet ked af at lege med den, gav han den et ordentligt Slag med sin ene Forlab, saa der kom en stor Bule i den ene Side.
     Og saa lod han den ganske rolig blive liggende, hvor den laa.
     Nu gik Nanok videre.
     Han gik stadigvæk hen langs Stranden fra Pynt til Pynt. Og da han blev søvnig,, lagde han sig til at sove.
     Da han vaagnede den næste Morgen, var det Snevejr. Han kunde næsten ingenting se. Det var ogsaa begyndt at blæse. Sneen piskede hen langs Stranden i hvide Striber og satte sig i Øjnene og i Nanoks tykke Pels.
     Han havde ondt i Maven.
     Det var nok al den Mad, han havde spist den foregaaende Dag, og som han slet ikke kunde taale.
     Det rumlede rigtig rundt i Maven paa ham.
     Nanok var gnaven og i daarligt Humør.
     »En anden Gang skal jeg nok gaa langt uden om de Tobenedes Huse,« lovede han Sig selv. Og saa gik han videre hen langs Stranden.
     Men Vejret blev daarligere og daarligere. Og tilsidst blev det til en rigtig Snestorm, der for hylende og brølende hen over Grønland. »Huuiij !«c skreg det. Og Nanok blev helt indhyllet i Sne.
     »Jeg maa hellere se at faa gravet mig en Hule et eller andet Sted,« tænkte han, »saa jeg kan komme i Læ: Det er slet ikke rart at gaa i det Vejr.
     Han skulde lige til at se sig om efter et passende Sted, da han i det samme kom til at træde paa noget blødt og mærkeligt i Sneen.
     »Hvad er nu det  .  .  « tænkte Nanok.
     Men han fik ikke Tid til at undersøge det nærmere, For i det samme hørte han et frygteligt Skraal og Spektakel rundt om sig. Og pludselig opdagede Nanok, at han var omringet af en Flok glubske Slædehunde, der havde ligget i Sneen og sovet, og som var blevet helt sneet nede, Det var derfor, han ikke havde set dem, før han intetanede kom til at træde paa en af dem.
     Nu blev er et vældigt Halløj.
     Hundene gøede og bjæffede og snerrede og forsøgte at bide Nanok i Bagbenene, Og Nanok drejede sig rundt som en Snurretop og hvæsede ad sine Angribere, mens han med Forlabberne forsøgte at slaa efter dem.
     Det var en meget Livsfarlig Situation, Nanok her var kommet i.
     Han huskede endnu, da han havde set den gamle Hanbjørn blive dræbt af den Tobenede, mens han selv laa oppe paa Toppen af Isbjerget og gemte sig. Og han vidste, at det sikkert ikke vilde vare ret længe, før Manden kom til Stede. med sit Ildrør.
     Og saa vilde Nanok blive dræbt.
     Han saa sig om efter et Sted i Nærheden, hvor han kunde redde sig op og komme i Sikkerhed.
     Men der var ingen Steder!
     »Hvad skal jeg dog gøre  . .  .« tænkte Nanok fortvivlet.
     I det samme kom den Tobenede kravlende ud af et lille Telt med. sit Ildrør i Haanden.
     »Nu kommer han. ..« tænkte Nanok. »Jeg maa løbe min Vej!«
     Og saa for han med lange Spring ud over Isen for at komme ud til det aabne Vand, som han vidste ikke kunde være langt borte. Men Hundene satte straks efter ham med høje Hyl.
     Af og til maatte han standse og vende sig om for at hvæse ad dem, eller med en lynhurtig Bevægelse slaa efter dem med Forlabberne, naar de blev altfor frække og nærgaaende.
     Nogle af dem bed sig fast i hans tykke Pels. Og andre snappede ham i Haserne.
     Men Nanok rystede dem af sig og løb videre.      Da lød pludselig det øredøvende, forfærdelige Brag fra Ildrøret.
     —B-A-N-G!
     Det gav et Sæt i Nanok.
     Han saa, at der rejste sig en hel lille Snesky lige ved Siden af det Sted, hvor han befandt sig. Og han skyndte sig at komme videre.
     —B-A-N-G! B-A-N-G! B-A-N-G! lød det igen flere Gange lige efter hinanden. Og hver Gang blev Sneen pløjet op rundt om Nanok af de dødbringende Kugler, der hvinede om Ørene paa ham.
     Uha, hvor Nanok fik travlt!
     Han naaede hen til Kanten af Isen og sprang med et vældigt Hop lige paa Hovedet i Vandet. Og saa svømmede han, alt hvad han kunde, bort fra Land. Han dukkede flere Gange ned under Vandet. Men han maatte op igen for at trække Vejret. Og hver Gang han kom op, kunde han høre Hundene, der stod inde ved Iskanten og hylede og var vrede, fordi han var sluppet fra dem.

     Det var en slem Forskrækkelse.
     Nanok kravlede op paa en stor Isflage et godt Stykke ude fra Land. Her var han Gudskelov i Sikkerhed. Hverken det tobenede Væsen med Ildrøret eller Hundene kunde naa ham her.
     Han stod lidt og sundede sig og hev efter Vejret.
     Nu havde han sandelig faaet nok, Aldrig mere i sit Liv skulde Nanok vove sig ind til Land, Fra nu af vilde han blive ude i storisen og fange Sælhunde.
     Derude var der ingen tobenede Væsner og glubske Hunde eller farlige »Bjørneselvskud«. Og der var ingen Huse med Mad, som man fik ondt i Maven af.
     Han vilde aldrtg mere gaa ind til Land.
     Og lille Narlok, som nu var blevet en stor og meget klog og erfaren Hanbjørn, vendte sig om og forsvandt i Snevejret og Stormen langt ud i den endeløse, hvide Storis for aldrig mere at vende tilbage.